H. C. Andersen på Conradineslyst - fra Jørgen Mogensen: langs landevej 255 bind 11 side 64ff - Lørdag den 13. august klokken halv fire begav han sig så af sted fra Sorø. Han havde her besøgt fru Louise Ingeman, der endnu 2½ år efter gemalens død ikke var kommet sig over tabet. Hertil kom så, at de hårde fredsbetingelser, som jeg før har omtalt, netop i de dage blev alment kendte. Da såvel hun som hendes afdøde mand havde været meget nationalt bevidste, føltes tabet så meget desto større. Også for H.C. Andersen. Men han begav sig altså af sted, og klokken fem var han fremme. Om turen skrev han i sin dagbog: ”…en smuk Egn, vexlende mellem Kornmarker og Skovpartier”. Med til sine værtinder, havde han en rose. Endnu 1984 opbevaredes rosen. Rosen var da klæbet op på et stykke lyserødt papir, med følgende indskrift: ”fra fru Ingeman, hjembragt af H.C. Andersen”. Det var komtessernes niece, Else Moltke, der da ejede rosen. Hvad der er blevet af den efter hendes død, vides ikke. Komtesserne var glade for at se H.C. Andersen og vidste ikke alt det gode, de skulle gøre for ham. Vejret var dejligt, så de syntes de skulle ud og spadsere, mens teen blev rettet an, ”hvad jeg ikke holdt af og forkortede turen.” , skrev Andersen. Han begrundede denne lidet imødekommende holdning med, at fru Ingeman havde serveret sødsuppe for ham til middag, og at han derfor var noget mat! Motion var åbenbart ikke lige ham, men nogen reel begrundelse for ikke at ville spadsere, kunne han åbenbart ikke komme i tanke om på stående fod. Om aftenen læste han højt for komtesserne. Næste dag, søndag, var det smukt sommervejr og han skrev breve hele formiddagen. Efter frokosten satte han sig ud i haven og læste i en bog. Men så kom fortrædelighederne igen: ”og måtte igjen spadsere”, noterede han i sin dagbog. Det bemærkes, at selvom komtesserne var levende optaget af kristendommens fremme, så skulle de åbenbart ikke have deres søndag ødelagt af at gå i kirke. Til middagen om aftenen kom komtessernes bror fra Ågård, og Andersen måtte love at tage derhen dagen efter, hvad han efter eget udsagn ikke havde lyst til ”men jeg maa”, skrev han i dagbogen. Om mandagen tog han så til Ågård i et gråt og trist vejr klokken to. Formiddagen havde han brugt til at skrive breve i . Turen, der varede et par timer var slet ikke rar, for Andersen fik et sæde, så han måtte køre baglæns. Klokken halv seks, returnerede han til Conradineslyst, som han nåede ved halv titiden. Da afstanden var 2 mil, har hestevognen ikke kørt alt for stærk, og han kan kun have været på Ågård i et par timer. Det er vel knap høfligt at besøge et sted så kort en tid. Men det gjorde han altså. Vel hjemkommen fik han en kop te og gik udmattet i seng.
Tirsdag oprandt med solskin og blæst, han begyndte igen på sit brevskriveri, men så kom komtesserne: ud at spadsere Andersen! Han sukkede i sin dagbog: ”jeg er for lidt med mig selv”. Om aftenen fortalte Tekla ”ret interessant om en gammel Madam Vinding, der havde været Husholderske på Nørager….og nu døde i sit 95. År i et Skovhus”. Udenfor stormede det.. Onsdag morgen var det endnu stærk blæst. Han skrev to breve og bandt buketter ”der blev beundrede”. Om aftenen kom en familie Ferslev på besøg, og Andersen læste historien ”Han er ikke født”. Torsdag morgen vågnede Andersen forkølet og hæs, og ”Kaffen var lunken, vaadt Græs ude”. Han fik skrevet et brev. Om eftermiddagen læste han i Sygehjemmet, som komtesserne havde indrettet: ”der var to lamme Fruentimmere, en stok døv, den gamle Kudsk, en Mængde Bønderbørn, alle Piger, flere meget smukke, især den allermindste: Asylets Barn, som hun kaldtes, og hedder ellers Karen. Jeg læste en stor mængde Eventyr….De sang for mig ”Risens Datter””. Ved den tid, hvor den varme mad oppe på Conradineslyst var ved at være klar, gik Andersen tilbage. Han havde fået to breve og efter middagen læste han for sig selv hele bogen Granada til efter 10. Derefter kunne han ikke falde i søvn. Fredag var så den sidste dag, Andersen var på Conradineslyst. Klokken halv tolv kørte han tilbage til Sorø, hvor han var lidt over et. Herfra tog han toget til København. En uge efter skrev han til Tekla Moltke og takkede for opholdet. Hun svarede ham et par dage senere. Men så ophørte forbindelsen mellem Andersen og søstrene Moltke også. 21. oktober stødte de dog på hinanden, da begge parter besøgte Holsteinborg. Søstrene gav Andersen en buket med myrter og roser, men han fik ikke talt med dem, da de kørte hjem lige efter kirketid. Sidste gang, de sås, var ugen efter, den 26. også på Holsteinborg, hvor de alle var til bryllup, og hvor Tekla havde Andersen til bords. Derefter sås de ikke siden, besøget på Conradineslyst havde været en enlig svale. H.C. Andersen døde 1875.
Jørgen Mogensen
|
Fra