Lokalhistorien

i Niløse, Ruds Vedby, Skellebjerg og Tersløse Sogne

- Hjemmeside for Lokalhistorisk forening og for Lokalarkivet- Tibage til Sobjerg

 

Svenskere i Sobjerg

 

Få steder i verden er der så fredeligt som på Sjælland. Ude omkring i Verden kan egn efter egn berette om heroiske kampe, hærgende hære, nedbrændte landsbyer, lemlæstelse og fattigdom som følge af krig, opstand eller revolution. Blot ikke Sjælland. Kun to gange siden 1500 har Sjælland oplevet krigens gru. Sidste gang var da tyskerne besatte øen under 2. verdenskrig, 1. gang var under 2. Karl Gustav-krig 1658 -60. Begge gange blev et af Sjællands mindste sogne,Skellebjerg, berørt.

For den, der skriver danmarkshistorie synes berøringen nænsom, og begivenhederne i sognet er da heller ikke omtalt noget steds i større værker; men for de mennesker, der blev berørt af krigshandlingerne, føltes den al andet end nænsom.Kun et sted kan man i dag læse om, hvad der gik for sig i Skellebjerg sogn under 2. Karl Gustav krig, nemlig i den dagbog herremanden til Kragerupgård, Ove Juul, førte i denne periode. Den følgende beretning bygger derfor i høj grad på denne dagbogs livfulde iagttagelser. Dagbogen er også refereret i Jørgen Mogensen: Langs landevej 255 bind 6

 

 

Herremanden køber endnu en herregård. Herremanden Ove Juul ejede 7 herregårde! Han syntes imidlertid ikke det var nok og købte en til, nemlig Kragerupgård.  Han købte den i sommeren 1658. Han og konen tog ud for at se til den den 27. juli. Svenskerne havde haft Sjælland besat, og selvom freden blev underskrevet den 26. februar, varede det et par måneder inden de svenske soldater forlod øen. I al den tid skulle bønderne og herremændende give dem og deres heste mad og husly. Det var gået hårdt ud over Kragerupgård, så der var en del at se til. Men den 8. august ville de tage til København. Utrolige rygter. Lørdag den 7. august hørte han imidlertid rygter om, at svenskerne skulle være gået i land i Korsør. Det kunne han ikke forstå. Der var ingen krigserklæring, og der var jo en fredsaftale. Alligevel sendte han en mand af sted for at få mere at vide. Manden kom tilbage og kunne fortælle, at ikke alene var svenskerne gået i land, de var også hastigt på vej mod København. Hele Vestsjælland var faktisk besat. Ove Juul måtte derfor blive på Kragerupgård. Som adelsmand og dermed officer i den danske hær kunne han ikke længere rejse frit rundt i landet, og til København kunne han ikke komme. For så skulle han jo igennem de svenske linier. Værn mod uro. Med sin kone og deres små børn blev han derfor på gården og forsøgte at gardere sig mod de plyndringer, han vidste, ville komme. Noget af det første, han gjorde, var at hente alle sine heste ind i borggården og trække vindebroen op. Også Kragerups "byhest" kom med ind. I krige dengang var heste nemlig meget vigtige. Derfor var heste noget af det første, der blev "beslaglagt" af fjenden. En byhest var den stedlige avlshingst, så den skulle særlig forsvares.

De første svenskere Allerede den 8. kom en håndfuld svenske soldater for at hente byhesten, men de måtte gå med uforrettet sag. Den 9. fik Ove Juul "salvegarde". Det betød at Ove Juul mod rundhåndet betaling fik papir på, at svenskerne ikke måtte udplyndre hans ejendom, herunder landsbyerne Tåderup og Sobjerg i Skellebjerg sogn, som han også ejede. Godset bliver alligevl udplyndret På trods af salvegardebrevet var der utallige episoder i dagene herefter. Den første mere alvorlige indtraf den 21. august. Tidligt om aftenen kom 13 polakker i svensk tjeneste med en ordre om, at Kragerup gods skulle levere mad til 60 officerer og foder til deres heste. Ove Juul måtte beværte dem og skrev i sin dagbog: "De wille endelig alle logere på Gaarden aff Frycht for Snaphaner; men endelig fick ieg dem ned i Byen med deris Heste, samme Aften, efter giorte Forsikring for Snaphaner". Soldaterne blev i Kragerup by i 14 dage, og Ove Juul (dvs. hans bønder, bl.a. fra Tåderup og Sobjerg) måtte give dem mad og drikke her. Snaphaner. "Siden motte ieg wggeligere sende fra Kragerup til Helsingør wed 14 mile, elleffue Wogne med øll och atskillig Proviant, til General Major Koretschy, huor han lå i Kvarteer, effter hans Opskrifft; som altid aff hands Polacker bleff hen convoyeret, men icke tilbage igien; saa der effuer gemeenligen bleff med alle borte, een, tou, ia wundertiden trey Wogne, baade med Heste och Karl. Foruden ald denne wggelige Proviant begiertis huer Wgge til Contribution 80 Rixdlr. i rede Penge og 3000 Rixdlr. til Brandskatt aff Gaardt och Godtz" At det var snaphaner (altså frihedskæmpere), der tog vognene, er der ingen tvivl om, ja, nogle af de karle, der kørte vognene, må selv have været snaphaner.

Krigen kommer til Skellebjerg sogn.

I den følgende beretning vil vi i stort omfang overlade ordet til Ove Juul; af hensyn til læsbarheden er Ove Juuls 1600-tals danske sprog oversat til nutidsdansk. Tiden er nu 1659.

Tre soldater vil stjæle kvæg "Den 2. maj kommer en del af mine bønder i Sobjerg og Tåderup og beklagede, hvorledes tre ryttere af Det anhaltiske Regiment var kommet igennem byerne. Først havde de meget vredt udskældt deres salvegarde-svend (altså den svenske soldat, der skulle påse, at der ikke skete overgreb på byerne, der jo havde betalt (meget dyrt) for ikke at blive udplyndret). Så var de redet ned til skoven til bøndernes kvæg, som gik der. Her ville de samle det og med magt drive det bort. Derfor fik salvegarde-svenden i hast samlet alle bønderne med spyd, forke og de geværer, de kunne få fat på. Han gik selv foran og tog en gammel rusten bøsse i hånden fra en af bønderne" Bemærk, at bønderne havde våben, af skydevåben dog kun forældede (en "gammel rusten bøsse"). Bonde skyder soldat "Da de (bønderne) kom til skoven, mødte de de tre ryttere, der drev bøndernes kvæg foran sig. Straks red den ene rytter forud mod salvegarde-svenden, skældte ham heftigt ud og ville vide, hvad han og bønderne ville. Den anden svarede, at de skulle ride deres vej og lade kvæget gå. Derpå tog rytteren sin Bantelier og lagde den til øjet. Salvegarde-svenden sprang om bag et træ og skød med sin rustne bøsse rytteren af hesten. Da de to andre ryttere så deres kammerat, som var en af deres bedste "parthigiengere" i hele regimentet, falde død til jorden, vendte de straks om og forlod kvæget. Nu ville bønderne vide, om de skulle slæbe den døde hen til et mosehul eller ikke. " Grunden til, at de ville smide det i et mosehul, var naturligvis, at så var liget forsvundet. Og uden lig kumme det ikke bevises, at de havde slået en af besættelsesmagtens repræsentanter ihjel. Men det går ikke "Jeg svarede: nej, ingenlunde. De skulle straks gøre et gærde omkring ham for svin. De skulle også sikkert opbevare - efter lovlig vidne - hvad han havde på sig: penge, gevær, kappe og andet, som ville svare dertil. For det ville ikke blive ved dette. Jeg ville selv tidligt om morgenen rejse den vej og bese den døde; så kunne de da videre tale med mig." Nej, bønderne måtte ikke kaste liget i et mosehul. Ove Juul vidste meget vel, at nu blev der ballade. De to overlevende ryttere ville sladre. Derfor gjaldt det om at handle pinligt korrekt, så ingen - ikke engang en brutal krigsmagt - kunne sætte fingeren på noget. Skulle denne sag klares nogenlunde igennem, måtte intet overses. Derfor gærdet, så svin (der jo gik frit omkring) ikke kunne gnaske i ham, og derfor opbevaringen af de personlige effekter efter de gældende regler. Ove Juul havde for længst bedt om, da der nu var våbenhvile, at han måtte besøge sin svigermor og svigerinde i København. Ved at give rundhåndet bestikkelser til såvel den danske som den svenske lejr havde han fået tilladelsen. Han ville så dagen efter på vej til København køre omkring liget.

Ove Juul I svenskernes lejr " straks om morgenen beså vi den ihjelskudte, som var en tysk og hel før og stærk karl. Da jeg kom til Tersløsegård, (svenskernes lokale hovedkvarter) talte jeg der med Det anhaltiske Regiments sekretær og klagede meget over de tre rytteres opførsel. Jeg sagde, at jeg nu rejste lige til kongen af Sverige for at anklage dem. Han skulle derfor holde de to ryttere i fængsel, som han selv skulle stå til ansvar for. Denne ville svare igen, men jeg gjorde mig meget vred, så han ikke kunne få et ord indført. Da vi kom til svenskernes lejr ved Tåstrup, var kongen ikke tilstede, heller ikke fyrsten af Sulzbach, som kommanderede i kongens sted, men kun generalleutnant og rigsråd grev Tott. Ham fortalte jeg hele sagen, og han svarede, at der var sket ret med den døde. Det var skade, de ikke alle treblev på stedet." Ove Juul vidste, at det bedste forsvar er et angreb. Ved at overfuse sekretæren og hurtigt gå direkte til selveste kongen og her fortælle sin version af historien, før modparten kunne nå det, ville han tage det første stik hjem. Den 4. om aftenen nåede han for øvrigt ind i København og talte med den danske konge og besøgte sin familie. Men. Ove Juul skal myrdes "Den 6. maj fik jeg i København en skrivelse fra min foged på Kragerup. Her stod, at officererne ved Det anhaltiske Regiment med magt havde bortført den førhen omtalte salvegarde-svend, og straks ville holde standret over ham og hugge hans hoved af. Byerne Sobjerg og Tåderup truede de med at ville sætte ild på, og at de ville dræbe mig, hvor jeg end fandtes. Efter den besked måtte jeg haste fra København tilbage igen. Først fortalte jeg dog underdanigst Hans Majestæt hele den sag. Og lod det være op til min hustrus frie vilje, om hun på grund af sin sikkerhed og sin søsters sygdom ville blive i København. Hun ville dog ikke vige fra mig og blive alene tilbage. Den 10.maj rejste vi igen fra København og først til den svenske lejr, hvor jeg hen i mod middag talte med fyrsten af Sulzbach, som var øverstkommanderende i sin konges fravær " Ove Juul fortæller nu, hvordan han under middagen som han blev presset til at deltage i og "hvor der blev drukket temmelig meget ", fik fyrsten til at udstede en skriftlig befaling til majoren for Det anhaltiske Regiment, om at han skulle sætte salvegarde-svenden på fri fod, og at han selv med samt de to overlevende ryttere staks skulle indfinde sig hos ham, fyrsten af Sulzbach, for at stå til regnskab for det skete. Vil ikke have eskorte Ove Juul takkede nej til en eskorte af svenske soldater (af hensyn til eventuelle snaphaner var det trods alt sikrest at tage af sted kun med sine egne folk) og tog om eftermiddagen af sted. Næste dag nåede han Kragerup. Han skulle så have ordren til majoren for Det anhaltiske Regiment ekspederet. Ingen turde imidlertid gå til majoren af frygt for selv at blive arresteret. Det var trods alt Det anhaltiske Regiment, der havde magten i området. Endelig meldte en Salvegarde-svend fra nabobyen sig, og "vores" salvegarde-svend blev frigivet umiddelbart før han ville være blevet halshugget. Samtidig begav majoren og de to ryttere sig af sted til svenskerne i Tåstrup. Ove Juul skriver videre: "

 

Rettergang "Da jeg let kunne tænke, at denne sag ville forårsage stort klagemål af rytterne, lod jeg uden ophold sagen komme til forhør og vidner føre til Kragerup Birketing. Jeg lod også Regimentssekretæren (ham fra Tersløsegård) med flere give lovlig kald og varsel, men de kom ikke før om eftermiddagen, da alting var overstået. Ikke desmindre, dem til fornøjelse, lod jeg dog vidnerne igen komme frem for dem og af tingbogen oplæse, hvad de havde vidnet; derpå gjorde de i deres præsts nærved den højeste ed på, at det, der var dem oplæst, var rigtigt. Hermed lod svenskerne sig nogenlunde være tilfredse." Smart med rettergang nu Igen handlede Ove Juul hurtigt. Mens de to ryttere, der kunne have vidnet til fordel for svenskerne, var i Tåstrup, holdt han rettergang og sendte indbydelse til svenskerne på Tersløsegård. Inden de fandt ud af, hvad der foregik, var rettergangen overstået. Hvis de havde tænkt sig at vidne, var det nu for sent. Da alt imidlertid var gået lovformeligt for sig, da Ove Juul endog lod vidnesbyrdene læse op for dem, og da fredsforhandlingerne i øvrigt var gået i gang, måtte de fnysende lade sig være "nogenlunde tilfredse", som Ove Juul skriver. De kunne ikke andet. Ove Juul kunne derfor også med sindsro sende sagens akter til fyrsten af Sulzbach, da denne bad om det. Alt er korrekt ned til mindste detalje.Men så… Skal landsbyerne stå ubeskyttede? "Nogle dage efter at dette skete, tilsendte fyrsten af Sulzbach mig en ordre om, at alle Sobjergs og Tåderups bymænd med så mange af deres tjenestefolk, som var sammen med dem, da drabet skete, straks uden nogen undskyldning skulle komme til lejren. Her skulle de blive til sagens endelige afslutning. Imod dem var der nemlig kommet de største klager af hele Det anhaltiske Regiment". Noget sådant havde Ove Juul jo nok ventet. En besættelsesmagt - og en af de stærkeste hære på det tidspunkt i Europa - måtte have svært ved at acceptere,

at en håndfuld bønder vovede at sætte sig til modværge mod tre af dens repræsentanter. Ove Juul rystede imidlertid ikke på hånden: Ryster ikke på hånden "Jeg svarede derpå, at vi nu igen havde fred i landet. Jeg kunne ingenlunde tilstede, at to hele byers indbyggere imod loven skulle drages bort fra deres værneting, hvor sagen allerede var afgjort. Ville de oftere sagsøge dem, for denne eller en anden sag, skulle det vederfares dem iflg. gældende lov. Hvis de endelig skulle komme, måtte hans fyrstelige "durehleuchtighed" som før garantere mig, for al den skade, bønderne derfor kunne lide, særdeles ved deres sæds forsømmelse, og om der blev sat ild på deres byer efter forrige trussel ved deres fraværelse med mere." Freden redder Ove Juul Dette brev medførte megen diskussion og nogle håndfaste trusler fra svenskernes side, men så længe der var fred, kunne de ikke rigtig gøre noget. Sagens afslutning Den 3. juni udnævntes Ove Juul til en af fire kommissærer, der skulle stå for den svenske hærs forplejning, indtil den kunne udskibes. Sammen med fire soldater red han rundt i hele det gamle Holbæk Amt for at se efter, at svenskerne fik det, de skal have, og at de ikke tog noget der ud over. Allerede den 9. juni tvang han svenskerne til at aflevere 60 får og tre heste, som et regiment var "kommet til" at tage fra en landsby. Den 15. blev han indbudt til middag hos sin gamle fjende, majoren af Det anhaltiske Regiment. Ove Juul "troede hannem iche ret well, men komb dog alligewel". Der skete ham da heller ikke noget. Og mens hans fire soldater holdt vagt udenfor, kom de til en slags forståelse, og mordet i Tåderup og Sobjerg glemtes i takt medat pokalerne tømtes. Svenskerne forlader Sjælland Den 21. juni rejste han til Korsør for at overvære, at de svenske tropper udskibedes, hvorefter han red til København for at fortælle regeringen om tilstandene ude i landet. Først den 23. august var han tilbage på Kragerupgård. Se også om Kingos kamp mod svenskerne på Vedbygård